Tandkødsbetændelse og parodontose

Tandkødsbetændelse og parodontose er sygdomme, der er meget udbredte i befolkningen. Tandkødsbetændelse (gingivitis) er en tilstand med betændelse og blødning fra tandkødet, der sædvanligvis kan standses efter effektiv behandling. Gingivitis kan imidlertid videreudvikle sig til parodontose, der er karakteriseret ved fordybelse af tandkødslommerne pga. vævs- og knoglesdestruktion. Der er store individuelle forskelle på, hvor tilbøjelig man er til at få sygdommen, samt hvordan den udvikler sig.

 

Det er meget vigtigt, at der behandles i tide. Viser det sig, at man har parodontose, eller har risiko for at udvikle det, anbefaler vi, at der sættes ind med hyppigere tandrensninger eller deciderede parodontosebehandlinger. Herved får vi mulighed for at følge udviklingen og få overblik over hvilken behandling, der skal til. Ved tidlig indsats kan sygdommen standses eller begrænses, men op mod 10% udvikler en særligt alvorlig sygdomsform, der ofte fører til tab af tænder. Det karakteristiske for den alvorlige sygdomsform er, at den ofte begynder i ung alder, og at vævsnedbrydningen går hurtigt. Parodontose fremkaldes af bakterier på tandoverfladen, men der findes ingen tilfredsstillende forklaring på, hvorfor der er så stor forskel på tilbøjeligheden til at udvikle sygdommen.

Frederiksberg Tandlægerne | Falkoner Allé 46, 1. th | 2000 Frederiksberg | E: fredtand@fredtand.dk | T: 3539 8585